Lattergasdata direkte fra
sensor til klimaregnskab
Lattergasdata direkte fra sensor til klimaregnskab
Kerteminde Forsyning fik i marts 2021 udarbejdet en rapport, der identificerede baselines og hotspots for procesemissioner. Rapporten anvendte den tidligere standardemissionsfaktor på 0,32% for lattergasudledninger, som udgjorde 34% af den samlede udledning i 2020.
Miljøstyrelsen gennemførte i 2020 en dansk målekampagne. På baggrund af målingerne blev en ny dansk emissionsfaktor bestemt til 0,84%. Ændringen ville betyde en stigning i Kerteminde Forsynings lattergasudledning på ca. 250.000 kg CO2-eq.
Kerteminde Forsyning ligger på østkysten af Fyn og driver et rensningsanlæg, der behandler spildevandet fra kommunen og hele oplandet. Spildevandet bliver renset i en mekanisk rensning, derefter kemisk og til slut en biologisk rensning, hvorefter det bliver udledt til Romsøsund.
Forsyningen har sat sig et mål om at nå klimaneutralitet inden 2030, hvilket indebærer, at netto CO2-udledning for hele forsyningen skal gå i nul.
Kerteminde Forsynings rensningsanlæg har en kapacitet på 25.000 PE og behandler ca. 2,5 mio. m3 spildevand årligt.
Reduktionsmuligheder
Hos Kerteminde Forsyning har to af deres egne medarbejdere gennem observation og analyse af data udviklet en metode til at kontrollere dannelsen af lattergas i deres eget PLC system. En af deres væsentligste observationer var, at dannelsen af lattergas steg markant i slutningen af beluftningsperioden.
For at undgå stigningen i lattergasdannelse har de justeret ammonium-setpunktet, som styrer beluftningen. Ved at hæve ammonium-setpunktet sænkes ilt-setpunktet, hvilket resulterer i både en reduceret dannelse af lattergas og et lavere energiforbrug. Samtidig fastholder de den lave kvælstofudledning.
I 2023 kunne Kerteminde Forsyning opdatere rensningsanlæggets emissionsfaktor til 0,30%. Denne gang baseret på faktiske målinger af lattergasudledninger. Med disse forbedrede data har renseanlægget nu påbegyndt yderligere procesoptimeringer for at opfylde deres ambitiøse målsætning om at opnå klimaneutralitet inden 2030.
En pålidelig klimaopgørelse
Lattergasemissioner kan variere betydeligt afhængigt af sæson og anlæg. For at opnå et præcist klimaregnskab er det afgørende at foretage langvarige målinger. Her er de faktorer, som Kerteminde Forsyning overvejede ved at bruge lattergasdata fra Unisense Environments sensorer i klimaregnskabet:
Konklusion
Kerteminde Forsyning har prioriteret at få et overblik over og en metode til at reducere lattergasudledningen i de biologiske tanke på renseanlægget. Deres indsats bringer dem tættere på målet om klimaneutralitet inden 2030 og viser, hvordan præcise målinger og dataanalyse kan spille en central rolle i at reducere klimaaftrykket fra spildevandsanlæg.
Forfattere: Jette Dirksen & Carsten Kock, Kerteminde Forsyning www.kertemindeforsyning.dk, Pernille Højmark Hansen, Unisense Environment
Kilder:
IPCC - Intergovernmental Panel on Climate Change, “2019 Refinement to the 2006 IPCC Guidelines for National Greenhouse Gas Inventories”, 2019.